Mikkel Fossmo: Vækstlaget.
Udkommet 13. september 2007 på Samlerens forlag. 67 s. 149,oo kroner
Men kun 116,25 kroner her
http://www.williamdam.dk/skoenlitteratur/digte/vaekstlaget_1483093_da.html
Vækstlaget er april 2008 uden ansøgning præmieret af Statens Kunstfond med følgende begrundelse:
Anmeldelser af Vækstlaget:
Mikkel Fossmos digte vil gå rent ind hos det yngre, digtlæsende publikum; men vi andre kan heldigvis også læse med og glæde os over debutantens veloplagte digte.
Mikkel Fossmo har tidligere skrevet digte i Hvedekorn, men Vækstlaget er hans debut i bogform. Og hvilken debut. Med en imponerende stilstikkerhed og en vældig sproglig energi tager digteren livtag med den moderne tilværelse i en stribe tekster, som først og fremmest henter deres gennemslagskraft i en overrumplende udnyttelse af perspektivforskydningerne som virkemiddel. Der er næppe én eneste falsk tone eller overflødigt ord i Mikkel Fossmos skæve indfaldsvinkler til det hverdagsliv, vi tror at kende så godt, men som uden varsel kan ændre sig og fjerne tæppet under os.
Mikkel Fossmo skriver friskt og uimponeret som en ung Rifbjerg, vittigt som Benny Andersen, underfundigt som Dan Turell - og fandenivoldsk som Mikkel Fossmo.
"Trækker galakserne op over hovedet. Væk mig når solen går nova", skriver digteren i en rap tekst, hvori han trækker linjer fra sit 34-årige liv helt tilbage til jordens skabelse! Mikkel Fossmos evne til at se det største i det mindste - og evne til at formulere indsigten i digtform - har affødt en perlerække af digte, som giver smag på mere fra den kant.
Steffen Kronborg, lektørudtalelse
Vækstlaget af Mikkel Fossmo
Anbefalet af bibliotekar Anne-Mette Lerche, Hvidovre Hovedbibliotek
Er det digte? Nej, det er ’ufrivillig ordafgang’ på den skægge måde. Mikkel Fossmo har skrevet årets sjoveste bog.
"Men er det så digte jeg skriver?Hvis den måde man skriver noget på, er en del af det man skriver, så synes jeg godt man kan kalde det et digt.Jeg kan også sige, at hvis jeg kalder det et digt så er det et digt. Noget er det jo, og det er i hvert fald ikke Meddelelser til Skibsfarten".
Sådan lyder afslutningen på "digtet" "Poetik", der egentlig meget godt summerer op, hvad det er, Mikkel Fossmo er ude i med sin debuterende digtsamling – eller hvad det nu er.For hans selvironiske, selvbiografiske, tilbagelænede udgydelser er nemlig lidt af hvert. Og det er helt fint med mig! Vi kommer rundt om varaners parring, der debatteres i bussen til Rødovre i "Zoologisk intermezzo". Bøgetræer bliver beskrevet som rovdyr i "Naturdigt": "bladende fulde af våde munde, smask, smask og så æder de et helt regnvejr". Og busserne ”udkæmper brunstkampe på kofangere og kølergitre” i "Nat på rutebilstationen", hvor de om dagen "sutter vejstriber i sig som makaroni". Så man kan godt sige at Mikkel Fossmo er optaget af naturen og menneskene i den (og for den sags skyld også af Gud, sex og politik!). Men det der er det bedste ved Fossmos tekster, er den afslappede stemning i digtet: "Tycho Brahe har ikke levet forgæves", om hvorfor man ikke skal tage tingene så tungt. Og de cool betragtninger over hvor svært det kan være at finde ud, hvad man skal ønske sig af ønskefeen, der snakker "Disney-amerikansk", og er en bestemt dame, der ikke finder sig i noget.
Så selv om det ikke nødvendigvis er en digtsamling det her, er det en guldgrube af finurligheder og sproglige gylp, der giver klare associationer til F.P. Jacs humoristiske univers. Peter Laugesen hyldes også i "Peter Laugesens hund", hvor Laugesen får en stemme via en "tjafset køter" der lugter lidt af afghanerpels. Alt i alt en fantastisk sjov, forholdsvis let tilgængelig samling tekster, der vil kunne formidles til alle der gerne vil udfordres sprogligt og formligt.
http://www.litteratursiden.dk/sw106007.asp
Vor mand i felten
Vækstlaget er en topvulgær og morsom bog fra en uimponeret debutant. Den er samtidig spændende og vidner om modenhed.
BONUS-INFO: Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Mikkel Fossmo debuterer med Vækstlaget i en alder af 33 år, og den humor, som er så glædeligt altoverskyggende i bogen, bærer netop præg af, at han har lagt tilpas afstand til sin pubertet. Det er svært at forestille sig en yngre digter skrive så morsomt, selvsikkert og vulgært, og samtidig holde tungen lige i munden.
Ubeskriveligt morsomt
Mikkel Fossmo er sjov.
Og når man virkelig er sjov, er det, fordi man overrasker og siger noget nyt. Det er derfor Cirkusrevyen aldrig er sjov. Den lefler bare for publikum. For at være rigtigt sjov, så må det, man siger virkelig være hjemmelavet, og det er bl.a. der Fossmo er god. Man fornemmer, han selv har banket tingene sammen. Det er slet ikke let at beskrive, hvad der sker i bogen. Det er ligesom at skulle gengive en sjov scene fra en film eller noget som en eller anden person har sagt, som i det pågældende øjeblik virkede ufatteligt morsomt. Det er altid kedeligt med den slags beskrivelser – og ofte pinagtigt.
Tag ikke fejl. Fordi det er sjovt, betyder det ikke, at det bare er underholdning eller ren adspredelse som sudoku og den føromtalte revy. Vækstlaget handler om tomheden, ensomheden, mennesket, verden og Gud, så der mangler altså ikke noget dér. Selv de, der for tiden beder om mere politisk litteratur, skulle kunne tilfredsstilles. Sex er der også en del af.
Humor holder poesien åben
F.P. Jac. kan jeg næsten ikke komme udenom. Mikkel Fossmo og ham er meget forskellige, men det er sjældent, at man ser andre danske digtere bevæge sig i et så kompromisløst humoristisk felt. Jac debuterede med alvorlig mine i sine tyvere og er blevet klart sjovere med alderen – som om han har opdaget, at humoren er noget af det, der kan holde alle de andre elementer i poesien åbne. Det nytter ikke noget at bide tænderne sammen.
Jeg er er også nødt til lige at indskyde, at jeg har læst to nye bøger i træk, hvor dyr fra Peter Laugesens forfatterskab indgår. Her hos Fossmo er den tibetanske hund på besøg, og for nylig forsøgte en person i Thomas Bobergs ligeledes fine Gæstebogen, at plaffe en solsort ned for at "rense ud i alt det fjerkræ, som hærger dansk poesi".
En ny helt i klassen
Vækstlaget er ungdommen, som vi skal tro på og jorden, som vi går på, Guds ulmende (under)værk. Det er det nye og spændende, det vi kan have forventninger til. Det er der digterspirerne ligger. Det er der debutanterne kommer fra, og på forsidens inderflap præsenteres vi på denne måde for vores helt, hovedpersonen, ham vi må sætte vores lid til: "Mikkel Fossmo (f. 1973). En lang række af fjumreår efter studentereksamen. Et utal af skodjobs. Underviser for tiden i engelsk i Cumaná, Venezuela. Debuterer med denne bog."
Lad os alle sammen sige velkommen til Mikkel Fossmo. Tak for bogen.
Jesper Elving, Sentura
Anmeldelse og teksteksempler her:
http://www.sentura.dk/mikkel_fossmo_anmeldelse.html
Interview med Mikkel Fossmo her:
http://www.sentura.dk/mikkel_fossmo_interview.html
Når ord står på højkant, er det lyrik
»Ude ved Ringvej 3A står der en busk og brænder. Der kommer lyd ud af busken, sådan noget med: Ja, hallo, det er Gud, det er mig der taler.« Se, sådan en sætning gør jo indtryk. Især når den står i første linje i første digt i en debutsamling. Man bliver ligesom nødt til at skrue ned for bilradioen og høre efter. Måske et budskab? Men Gud har vist drukket sig fuld, for senere stikker digteren selv tungen ud af busken: »Det er ikke et hoved jeg har. Det er Søstrene Grene med ører.« Hvilket kan betyde alt muligt for en digter, der sælger ord - skrot og skrammel, køkkengrej og nytårshatte. Det er bare om at tage for sig. Og det gør han, debutanten Mikkel Fossmo (f. 1973), grådigt, uforbeholdent, lystent. For eksempel en sætning som denne: »Varanerne parrer sig,« der pludselig ankommer i bussen til Rødovre. Hvor kom den fra. Hvor går den hen? Den går ned i kurven til senere anbringelse.
Vi er med andre ord helt inde i lagerrummet i Mikkel Fossmos første digtsamling Vækstlaget. Anarkistisk og pistolhumoristisk tages gode udtryk ned fra hylderne og vristes og tvistes, så de bliver fulde af spas og nogle gange mening. Vækstlaget er en dækkende titel, selv om den er mindre original end det, den dækker over. For der er sandt for udyden meget, der kan vokse her. Både talent og selvtugt. Og så noget helt anderledes konkret, kan man forstå, der vistnok (thi jeg er jo kun en kvinde og »kvinder er ikke for forståere«) findes på mænds kroppe: »I mange år fik jeg stiv pik af orgelmusik. Buxtehudes Magnificat primi toni var instant Viagra,« står der således skrevet i Lad tonerne fortælle. Så kirkerum er direkte farlige. Man kunne jo tro han var mærkelig, ham digteren. Hvad han selvfølgelig også er!
Hermed er temaerne i denne debutsamling linet nogenlunde op: Gud (fra det blasfemiske til det nysgerrige), dyr og andre øgler (fra det skællede til det puklede), sex (fra det forelsket frivole til det mildt sjofle) og endelig al mulig digterværkstedssnak. Hvilket man også kan kalde poetik. Digteren optræder således i egen samling under navnet - Mikkel ! Og hvorfor begyndte Mikkel egentlig at digte? Jo, der var jo det med at gøre indtryk på pigerne. Tor Nørretranders, I ved! Men først og fremmest begyndte det, dengang han var afrydder på Sorgenfri: »Og der var sådan nogle døde perioder om eftermiddagen og jeg ikke havde råd til at rafle mere,/ så begyndte jeg at skrive bag på smørrebrødssedlerne, og de er jo aflange, så når ord står på højkant, er det lyrik.« En enkel definition, jeg bestemt ikke vil afvise. Og så denne fodnote-poetik: »Hvis jeg kalder det digt, så er det digt« - for noget er det jo!
Mikkel Fossmo er bedst, når der er et strejf af tynd hud og filosofisk nøddeknækkeri. Som i det krinkelkrogede, dybt vittige og mærkeligt følsomme »En samtale mellem træer er en forbrydelse«. For selvfølgelig går der indimellem hat og blå briller i det, selv om den er begavet, hatten. Især i sidste halvdel hvor originalen og festoriginalen ikke helt kan finde ud af, hvem der fører dansen.
Men dans det er det alligevel. Og smørrebrød og digt. Og helt ærligt: »Hvorfor tror folk altid, at bare et tapet har striber, har det ingen følelser?«
Liselotte Wiemer, Weekendavisen
Ufrivillig ordafgang
Debutant med en stak snakkende digte formidler flora, fauna og kollektiv transport. Mikkel Fossmo: Vækstlaget. Samlerens Forlag, 68 sider, 149 kroner.
Af Lasse Horne Kjældgaard
Der bliver fulgt flittigt op på modernisternes humoristiske raid ind i naturdigtningen i debutanten Mikkel Fossmos digtsamling ’Vækstlaget’: »Og nu raller fuglene gudhjælpemig igen/ er der ikke en behjertet mand/ der kan gi’ naturen en sprøjte?«, spørges der i et af digtene. I et andet fortsætter digteren den eftersøgning, som Dan Turèll i sin tid iværksatte – efter et møntindkast, der kan aktivere naturens tivoliagtige maskineri. Et tredje digt lader forstå, hvor nederen det er at fare vild i dunkle skove uden hverken mobil eller iPod.
Herligt bizar fantasi
Det er i denne let profanerende ånd, Fossmo digter, med milde bandeord, der udtrykker hovedrystende forbløffelse over naturens elskelige banalitet. Naturen skal ikke komme for godt i gang, og ikke desto mindre vedligeholder Fossmos digte en vis forundring, som kommer smukt til udtryk i digtet ’Let gang på jorden’: »At sige at jeg går på jorden, er en grov forenkling/ For det første er gang en kæde af afbrudte fald./ Hver gang giver jeg efter og styrter jorden i møde./ Jordens tyngdekraft suger mig ind./ Men samtidig er tyngdekraften svagere end et åndepust./ Al den kraft i Jordens indre når planeten suger et søm til/ sig, kan ophæves af en billig stangmagnet«. Der er flora, men også fauna samt kollektiv transport og selvbiografiske stemningsrapporter i rigt mål i ’Vækstlaget’. De sidste kredser om den følelse af dådløshed, der nemt melder sig, når man har rundet de første 10.000 dage – eller godt 27 år! Dyredigtene vidner om en herligt bizar fantasi og kunne stå som en slags lyrisk sidestykke til Gary Larsons ’Far Side’-striber. Vittigt svares der igen i mange digte på en hel kongerække af danske digtere fra de sidste to århundreder.
Egen overflødighed
Tonen i samlingen er pågående, men også præget af en gennemgående forlegenhed over for det at digte og oven i købet at blive beskyldt for at være digter. Dårlige undskyldninger for trangen hober sig op f.eks. i et digt med titlen ’Poetik’, hvor jeget indfører udtrykket ’ufrivillig ordafgang’ om tilbøjeligheden og diskuterer med sig selv, om det egentlig er digte, han skriver: »Noget er det jo, og det er i hvert fald ikke Meddelelser til Skibsfarten«.Det er det ikke, nej, men snarere en stak snakkende digte, der efter min mening gør lidt for stort et nummer ud af deres egen overflødighed. Det behøver de sådan set ikke, for der er talent nok at tære på. Ueffent er det ikke, men heller ikke overvældende – endnu.
Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
http://politiken.dk/boger/article388192.ece
Mikkel Fossmo: VÆKSTLAGET
68 s. 149 kr. Samleren
UDKOMMER I DAG
Hvis det ikke var fordi, der desværre til slut er for mange happy together - den helt rigtige miss er fundet - digte i debutanten Mikkel Fossmos bog, ville jeg være ret begejstret. For inden har vi været oppe at køre på de høje nagler. Været på tur i Sveriges urskove, med bussen til Husum, på antropologisk safari i Præstø, på skovtur i fortidens glorværdige litterære skatkammer, gransket sommerfugle, studeret parringslyste sæler og en masse andre fjerneksotiske beskæftigelser. Det bliver alt sammen ret sjovt. Mikkel Fossmo er en vittig mandsperson. Kønnet skal med. At ”Vækstlaget” er konciperet gennem en mandlig optik er ikke nogen genial iagttagelse, men nok en nødvendig oplysning til nysgerrige (kvindelige) læsere. Vor helt er ikke en gammel gris, men nok en mand der svinger med svinet. Nej, ikke med en pralende gestus, snarere fjantet.
Bedst er Mikkel Fossmo imidlertid som kontrær naturdigter. Dan Turèll sidder sikkert i sin himmel og gnægger af fryd over Fossmos festligt flabede nedskrivning af den romantiske dvælen ved al-naturen. Men i modsætning til Turèll kan Fossmo nyde ubehaget. Staklen savner mobil og iPod, og dog finder han visse ildevarslende glæder i Sverige: »Hvad er meningen med at lodne det hele til med mos/ too much far out, værre end en reklame for Tæppeland/ er det ikke lidt bizart at polstre grundfjeldet til med alle de dyner af biomasse?« Moralen er selvfølgelig: »Må jeg så komme hjem/ til krom, stål, plastic, elektroniske kredsløb?«
På bogflappen står der om Mikkel Fossmo, at han efter studentereksamen har haft en lang række af fjumreår og utal af skodjob. Han lyder også sådan i ”Vækstlaget”, og den klare konklusion er, at han ikke har taget skade, tværtimod. Hvis han næste gang kan skrotte privat fjant, har vi en udsøgt humoristisk anlagt digter. Den slags skal vi værne om og hilse velkomment.
Erik Svendsen, Jyllands-Posten
http://jp.dk/kultur/boger/article1131946.ece
På date med en maggiterning
De gange debutanten Mikkel Fossmo ryster på hånden i digtsamlingen ”Vækstlaget” er ikke værd at nævne. Der er i og for sig ikke noget nyt i digtene, der deler rodnet med Laugesen og Turell, hvoraf den første får et digt dedikeret, ”Peter Laugesens hund”, og der er vel nærmere tale om en køter, en rigtig en af slagsen, der ”snuser til en sætning, letter ben op ad et adjektiv. / Ja, ja, lad dog dyret.”
Overbærenheden overfor Laugesens hund er en overbærenhed over for digtene, nej, digtekunsten som sådan. Ikke at den er en kunst, men snarere en dybvandsbombe sendt langt ned i vækstlaget.
Og nu er det vel ikke længere nødvendigt at påpege, at den unge generation af digtere er belæste som bare pokker, og så dukker Oehlenschläger op, skambidt, og Kerouac, men også HKH Pingo, Amin Jensen og Søren Ryge. Der er altid plads til en mere som i en banal pornofilm alt sammen set gennem et filter af galskab og ironi, men her og der en ærlig mol. Og det er skønt, og man bliver skæv i ansigtet af at smile, og til sidst griner man næsten på kommando. For nok er Fossmo blandt de allerbedste i den yngre generation, der lever en skæv eksistens ude på kanten af den gymnasiale kanon, men vil det være en bog, man tager ned af hylden for at læse igen?
Mon ikke det vil være et bekendtskab jeg tænker tilbage på med en vis glæde, som en tilfældig flirt sidst på aftenen.
Men en flirt har vel også sin berettigelse? Skal ethvert møde være fuldt af erkendelse og svangert med borgerlighed? Kan mødet i sig selv ikke være værdifuldt, så flygtigt det end er? For mig at se bliver Fossmo en kartograf på gennemrejse i det vækstlag, digte udspringer af. Åh hvad fanden ... måske jeg tager den ned fra hylden bare engang imellem.
Christian Stokbro Karlsen, Nordjyske
Se også:
http://www.samleren.dk/
http://www.hvedekorn.dk/2_03/2_03-mikkelfossa.html
http://da.wikipedia.org/wiki/Mikkel_Fossmo
http://www.boganmeldelse.com/8763806916
Interview i Jyllands-Posten:
http://jp.dk/kultur/boger/article1206799.ece
Digte er en alvorlig sag. Sådan mener mange. Og morskab i lyrik er derfor en form for revolte. Eller rim og remser. I Mikkel Fossmos debutdigte er morskaben imidlertid fuldt integreret. Hans digte er kåde, frække og overgivne, uden at blive platte, nemme eller manierede. Livets alvor bliver hævet op af morskabens svæv. Nok bliver digteren suget ind af Jordens tyngdekraft, men han har også selv ”en tyngdekraft der trækker Jorden op til mig (…) et lille bitte stykke højere end den ellers ville have været.” Der er mange naturdigte, Fossmo er en slags økologisk lyriker, men ikke helt almindelig og i hvert fald uden dommedagsrøst eller religiøs kult. Naturen slår igen, men den er kriblende og krablende og temmelig antropomorf eller bare lidt uhyggelig. Blåbærris snapper efter hans ankler og de smukke sommerfugle hypnotiserer digteren med deres vingeslag inden de snitter med skapellen og lægger deres æg i ham. Der drives en del gæk med andre digtere som Inger Christensen, Laugesen og Strunge, men først og sidst er ”Vækstlaget” et poetisk portræt af en ung mand, der søger kærlighed og måske finder han den, for ”så slår du pludselig øjnene op/og jeg føler mig som et stykke hugget sukker/der er taget på opdagelsesrejse i en kop kaffe.”
Anmeldelser af Vækstlaget:
Mikkel Fossmos digte vil gå rent ind hos det yngre, digtlæsende publikum; men vi andre kan heldigvis også læse med og glæde os over debutantens veloplagte digte.
Mikkel Fossmo har tidligere skrevet digte i Hvedekorn, men Vækstlaget er hans debut i bogform. Og hvilken debut. Med en imponerende stilstikkerhed og en vældig sproglig energi tager digteren livtag med den moderne tilværelse i en stribe tekster, som først og fremmest henter deres gennemslagskraft i en overrumplende udnyttelse af perspektivforskydningerne som virkemiddel. Der er næppe én eneste falsk tone eller overflødigt ord i Mikkel Fossmos skæve indfaldsvinkler til det hverdagsliv, vi tror at kende så godt, men som uden varsel kan ændre sig og fjerne tæppet under os.
Mikkel Fossmo skriver friskt og uimponeret som en ung Rifbjerg, vittigt som Benny Andersen, underfundigt som Dan Turell - og fandenivoldsk som Mikkel Fossmo.
"Trækker galakserne op over hovedet. Væk mig når solen går nova", skriver digteren i en rap tekst, hvori han trækker linjer fra sit 34-årige liv helt tilbage til jordens skabelse! Mikkel Fossmos evne til at se det største i det mindste - og evne til at formulere indsigten i digtform - har affødt en perlerække af digte, som giver smag på mere fra den kant.
Steffen Kronborg, lektørudtalelse
Vækstlaget af Mikkel Fossmo
Anbefalet af bibliotekar Anne-Mette Lerche, Hvidovre Hovedbibliotek
Er det digte? Nej, det er ’ufrivillig ordafgang’ på den skægge måde. Mikkel Fossmo har skrevet årets sjoveste bog.
"Men er det så digte jeg skriver?Hvis den måde man skriver noget på, er en del af det man skriver, så synes jeg godt man kan kalde det et digt.Jeg kan også sige, at hvis jeg kalder det et digt så er det et digt. Noget er det jo, og det er i hvert fald ikke Meddelelser til Skibsfarten".
Sådan lyder afslutningen på "digtet" "Poetik", der egentlig meget godt summerer op, hvad det er, Mikkel Fossmo er ude i med sin debuterende digtsamling – eller hvad det nu er.For hans selvironiske, selvbiografiske, tilbagelænede udgydelser er nemlig lidt af hvert. Og det er helt fint med mig! Vi kommer rundt om varaners parring, der debatteres i bussen til Rødovre i "Zoologisk intermezzo". Bøgetræer bliver beskrevet som rovdyr i "Naturdigt": "bladende fulde af våde munde, smask, smask og så æder de et helt regnvejr". Og busserne ”udkæmper brunstkampe på kofangere og kølergitre” i "Nat på rutebilstationen", hvor de om dagen "sutter vejstriber i sig som makaroni". Så man kan godt sige at Mikkel Fossmo er optaget af naturen og menneskene i den (og for den sags skyld også af Gud, sex og politik!). Men det der er det bedste ved Fossmos tekster, er den afslappede stemning i digtet: "Tycho Brahe har ikke levet forgæves", om hvorfor man ikke skal tage tingene så tungt. Og de cool betragtninger over hvor svært det kan være at finde ud, hvad man skal ønske sig af ønskefeen, der snakker "Disney-amerikansk", og er en bestemt dame, der ikke finder sig i noget.
Så selv om det ikke nødvendigvis er en digtsamling det her, er det en guldgrube af finurligheder og sproglige gylp, der giver klare associationer til F.P. Jacs humoristiske univers. Peter Laugesen hyldes også i "Peter Laugesens hund", hvor Laugesen får en stemme via en "tjafset køter" der lugter lidt af afghanerpels. Alt i alt en fantastisk sjov, forholdsvis let tilgængelig samling tekster, der vil kunne formidles til alle der gerne vil udfordres sprogligt og formligt.
http://www.litteratursiden.dk/sw106007.asp
Vor mand i felten
Vækstlaget er en topvulgær og morsom bog fra en uimponeret debutant. Den er samtidig spændende og vidner om modenhed.
BONUS-INFO: Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Mikkel Fossmo debuterer med Vækstlaget i en alder af 33 år, og den humor, som er så glædeligt altoverskyggende i bogen, bærer netop præg af, at han har lagt tilpas afstand til sin pubertet. Det er svært at forestille sig en yngre digter skrive så morsomt, selvsikkert og vulgært, og samtidig holde tungen lige i munden.
Ubeskriveligt morsomt
Mikkel Fossmo er sjov.
Og når man virkelig er sjov, er det, fordi man overrasker og siger noget nyt. Det er derfor Cirkusrevyen aldrig er sjov. Den lefler bare for publikum. For at være rigtigt sjov, så må det, man siger virkelig være hjemmelavet, og det er bl.a. der Fossmo er god. Man fornemmer, han selv har banket tingene sammen. Det er slet ikke let at beskrive, hvad der sker i bogen. Det er ligesom at skulle gengive en sjov scene fra en film eller noget som en eller anden person har sagt, som i det pågældende øjeblik virkede ufatteligt morsomt. Det er altid kedeligt med den slags beskrivelser – og ofte pinagtigt.
Tag ikke fejl. Fordi det er sjovt, betyder det ikke, at det bare er underholdning eller ren adspredelse som sudoku og den føromtalte revy. Vækstlaget handler om tomheden, ensomheden, mennesket, verden og Gud, så der mangler altså ikke noget dér. Selv de, der for tiden beder om mere politisk litteratur, skulle kunne tilfredsstilles. Sex er der også en del af.
Humor holder poesien åben
F.P. Jac. kan jeg næsten ikke komme udenom. Mikkel Fossmo og ham er meget forskellige, men det er sjældent, at man ser andre danske digtere bevæge sig i et så kompromisløst humoristisk felt. Jac debuterede med alvorlig mine i sine tyvere og er blevet klart sjovere med alderen – som om han har opdaget, at humoren er noget af det, der kan holde alle de andre elementer i poesien åbne. Det nytter ikke noget at bide tænderne sammen.
Jeg er er også nødt til lige at indskyde, at jeg har læst to nye bøger i træk, hvor dyr fra Peter Laugesens forfatterskab indgår. Her hos Fossmo er den tibetanske hund på besøg, og for nylig forsøgte en person i Thomas Bobergs ligeledes fine Gæstebogen, at plaffe en solsort ned for at "rense ud i alt det fjerkræ, som hærger dansk poesi".
En ny helt i klassen
Vækstlaget er ungdommen, som vi skal tro på og jorden, som vi går på, Guds ulmende (under)værk. Det er det nye og spændende, det vi kan have forventninger til. Det er der digterspirerne ligger. Det er der debutanterne kommer fra, og på forsidens inderflap præsenteres vi på denne måde for vores helt, hovedpersonen, ham vi må sætte vores lid til: "Mikkel Fossmo (f. 1973). En lang række af fjumreår efter studentereksamen. Et utal af skodjobs. Underviser for tiden i engelsk i Cumaná, Venezuela. Debuterer med denne bog."
Lad os alle sammen sige velkommen til Mikkel Fossmo. Tak for bogen.
Jesper Elving, Sentura
Anmeldelse og teksteksempler her:
http://www.sentura.dk/mikkel_fossmo_anmeldelse.html
Interview med Mikkel Fossmo her:
http://www.sentura.dk/mikkel_fossmo_interview.html
Når ord står på højkant, er det lyrik
»Ude ved Ringvej 3A står der en busk og brænder. Der kommer lyd ud af busken, sådan noget med: Ja, hallo, det er Gud, det er mig der taler.« Se, sådan en sætning gør jo indtryk. Især når den står i første linje i første digt i en debutsamling. Man bliver ligesom nødt til at skrue ned for bilradioen og høre efter. Måske et budskab? Men Gud har vist drukket sig fuld, for senere stikker digteren selv tungen ud af busken: »Det er ikke et hoved jeg har. Det er Søstrene Grene med ører.« Hvilket kan betyde alt muligt for en digter, der sælger ord - skrot og skrammel, køkkengrej og nytårshatte. Det er bare om at tage for sig. Og det gør han, debutanten Mikkel Fossmo (f. 1973), grådigt, uforbeholdent, lystent. For eksempel en sætning som denne: »Varanerne parrer sig,« der pludselig ankommer i bussen til Rødovre. Hvor kom den fra. Hvor går den hen? Den går ned i kurven til senere anbringelse.
Vi er med andre ord helt inde i lagerrummet i Mikkel Fossmos første digtsamling Vækstlaget. Anarkistisk og pistolhumoristisk tages gode udtryk ned fra hylderne og vristes og tvistes, så de bliver fulde af spas og nogle gange mening. Vækstlaget er en dækkende titel, selv om den er mindre original end det, den dækker over. For der er sandt for udyden meget, der kan vokse her. Både talent og selvtugt. Og så noget helt anderledes konkret, kan man forstå, der vistnok (thi jeg er jo kun en kvinde og »kvinder er ikke for forståere«) findes på mænds kroppe: »I mange år fik jeg stiv pik af orgelmusik. Buxtehudes Magnificat primi toni var instant Viagra,« står der således skrevet i Lad tonerne fortælle. Så kirkerum er direkte farlige. Man kunne jo tro han var mærkelig, ham digteren. Hvad han selvfølgelig også er!
Hermed er temaerne i denne debutsamling linet nogenlunde op: Gud (fra det blasfemiske til det nysgerrige), dyr og andre øgler (fra det skællede til det puklede), sex (fra det forelsket frivole til det mildt sjofle) og endelig al mulig digterværkstedssnak. Hvilket man også kan kalde poetik. Digteren optræder således i egen samling under navnet - Mikkel ! Og hvorfor begyndte Mikkel egentlig at digte? Jo, der var jo det med at gøre indtryk på pigerne. Tor Nørretranders, I ved! Men først og fremmest begyndte det, dengang han var afrydder på Sorgenfri: »Og der var sådan nogle døde perioder om eftermiddagen og jeg ikke havde råd til at rafle mere,/ så begyndte jeg at skrive bag på smørrebrødssedlerne, og de er jo aflange, så når ord står på højkant, er det lyrik.« En enkel definition, jeg bestemt ikke vil afvise. Og så denne fodnote-poetik: »Hvis jeg kalder det digt, så er det digt« - for noget er det jo!
Mikkel Fossmo er bedst, når der er et strejf af tynd hud og filosofisk nøddeknækkeri. Som i det krinkelkrogede, dybt vittige og mærkeligt følsomme »En samtale mellem træer er en forbrydelse«. For selvfølgelig går der indimellem hat og blå briller i det, selv om den er begavet, hatten. Især i sidste halvdel hvor originalen og festoriginalen ikke helt kan finde ud af, hvem der fører dansen.
Men dans det er det alligevel. Og smørrebrød og digt. Og helt ærligt: »Hvorfor tror folk altid, at bare et tapet har striber, har det ingen følelser?«
Liselotte Wiemer, Weekendavisen
Ufrivillig ordafgang
Debutant med en stak snakkende digte formidler flora, fauna og kollektiv transport. Mikkel Fossmo: Vækstlaget. Samlerens Forlag, 68 sider, 149 kroner.
Af Lasse Horne Kjældgaard
Der bliver fulgt flittigt op på modernisternes humoristiske raid ind i naturdigtningen i debutanten Mikkel Fossmos digtsamling ’Vækstlaget’: »Og nu raller fuglene gudhjælpemig igen/ er der ikke en behjertet mand/ der kan gi’ naturen en sprøjte?«, spørges der i et af digtene. I et andet fortsætter digteren den eftersøgning, som Dan Turèll i sin tid iværksatte – efter et møntindkast, der kan aktivere naturens tivoliagtige maskineri. Et tredje digt lader forstå, hvor nederen det er at fare vild i dunkle skove uden hverken mobil eller iPod.
Herligt bizar fantasi
Det er i denne let profanerende ånd, Fossmo digter, med milde bandeord, der udtrykker hovedrystende forbløffelse over naturens elskelige banalitet. Naturen skal ikke komme for godt i gang, og ikke desto mindre vedligeholder Fossmos digte en vis forundring, som kommer smukt til udtryk i digtet ’Let gang på jorden’: »At sige at jeg går på jorden, er en grov forenkling/ For det første er gang en kæde af afbrudte fald./ Hver gang giver jeg efter og styrter jorden i møde./ Jordens tyngdekraft suger mig ind./ Men samtidig er tyngdekraften svagere end et åndepust./ Al den kraft i Jordens indre når planeten suger et søm til/ sig, kan ophæves af en billig stangmagnet«. Der er flora, men også fauna samt kollektiv transport og selvbiografiske stemningsrapporter i rigt mål i ’Vækstlaget’. De sidste kredser om den følelse af dådløshed, der nemt melder sig, når man har rundet de første 10.000 dage – eller godt 27 år! Dyredigtene vidner om en herligt bizar fantasi og kunne stå som en slags lyrisk sidestykke til Gary Larsons ’Far Side’-striber. Vittigt svares der igen i mange digte på en hel kongerække af danske digtere fra de sidste to århundreder.
Egen overflødighed
Tonen i samlingen er pågående, men også præget af en gennemgående forlegenhed over for det at digte og oven i købet at blive beskyldt for at være digter. Dårlige undskyldninger for trangen hober sig op f.eks. i et digt med titlen ’Poetik’, hvor jeget indfører udtrykket ’ufrivillig ordafgang’ om tilbøjeligheden og diskuterer med sig selv, om det egentlig er digte, han skriver: »Noget er det jo, og det er i hvert fald ikke Meddelelser til Skibsfarten«.Det er det ikke, nej, men snarere en stak snakkende digte, der efter min mening gør lidt for stort et nummer ud af deres egen overflødighed. Det behøver de sådan set ikke, for der er talent nok at tære på. Ueffent er det ikke, men heller ikke overvældende – endnu.
Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
http://politiken.dk/boger/article388192.ece
Mikkel Fossmo: VÆKSTLAGET
68 s. 149 kr. Samleren
UDKOMMER I DAG
Hvis det ikke var fordi, der desværre til slut er for mange happy together - den helt rigtige miss er fundet - digte i debutanten Mikkel Fossmos bog, ville jeg være ret begejstret. For inden har vi været oppe at køre på de høje nagler. Været på tur i Sveriges urskove, med bussen til Husum, på antropologisk safari i Præstø, på skovtur i fortidens glorværdige litterære skatkammer, gransket sommerfugle, studeret parringslyste sæler og en masse andre fjerneksotiske beskæftigelser. Det bliver alt sammen ret sjovt. Mikkel Fossmo er en vittig mandsperson. Kønnet skal med. At ”Vækstlaget” er konciperet gennem en mandlig optik er ikke nogen genial iagttagelse, men nok en nødvendig oplysning til nysgerrige (kvindelige) læsere. Vor helt er ikke en gammel gris, men nok en mand der svinger med svinet. Nej, ikke med en pralende gestus, snarere fjantet.
Bedst er Mikkel Fossmo imidlertid som kontrær naturdigter. Dan Turèll sidder sikkert i sin himmel og gnægger af fryd over Fossmos festligt flabede nedskrivning af den romantiske dvælen ved al-naturen. Men i modsætning til Turèll kan Fossmo nyde ubehaget. Staklen savner mobil og iPod, og dog finder han visse ildevarslende glæder i Sverige: »Hvad er meningen med at lodne det hele til med mos/ too much far out, værre end en reklame for Tæppeland/ er det ikke lidt bizart at polstre grundfjeldet til med alle de dyner af biomasse?« Moralen er selvfølgelig: »Må jeg så komme hjem/ til krom, stål, plastic, elektroniske kredsløb?«
På bogflappen står der om Mikkel Fossmo, at han efter studentereksamen har haft en lang række af fjumreår og utal af skodjob. Han lyder også sådan i ”Vækstlaget”, og den klare konklusion er, at han ikke har taget skade, tværtimod. Hvis han næste gang kan skrotte privat fjant, har vi en udsøgt humoristisk anlagt digter. Den slags skal vi værne om og hilse velkomment.
Erik Svendsen, Jyllands-Posten
http://jp.dk/kultur/boger/article1131946.ece
På date med en maggiterning
De gange debutanten Mikkel Fossmo ryster på hånden i digtsamlingen ”Vækstlaget” er ikke værd at nævne. Der er i og for sig ikke noget nyt i digtene, der deler rodnet med Laugesen og Turell, hvoraf den første får et digt dedikeret, ”Peter Laugesens hund”, og der er vel nærmere tale om en køter, en rigtig en af slagsen, der ”snuser til en sætning, letter ben op ad et adjektiv. / Ja, ja, lad dog dyret.”
Overbærenheden overfor Laugesens hund er en overbærenhed over for digtene, nej, digtekunsten som sådan. Ikke at den er en kunst, men snarere en dybvandsbombe sendt langt ned i vækstlaget.
Og nu er det vel ikke længere nødvendigt at påpege, at den unge generation af digtere er belæste som bare pokker, og så dukker Oehlenschläger op, skambidt, og Kerouac, men også HKH Pingo, Amin Jensen og Søren Ryge. Der er altid plads til en mere som i en banal pornofilm alt sammen set gennem et filter af galskab og ironi, men her og der en ærlig mol. Og det er skønt, og man bliver skæv i ansigtet af at smile, og til sidst griner man næsten på kommando. For nok er Fossmo blandt de allerbedste i den yngre generation, der lever en skæv eksistens ude på kanten af den gymnasiale kanon, men vil det være en bog, man tager ned af hylden for at læse igen?
Mon ikke det vil være et bekendtskab jeg tænker tilbage på med en vis glæde, som en tilfældig flirt sidst på aftenen.
Men en flirt har vel også sin berettigelse? Skal ethvert møde være fuldt af erkendelse og svangert med borgerlighed? Kan mødet i sig selv ikke være værdifuldt, så flygtigt det end er? For mig at se bliver Fossmo en kartograf på gennemrejse i det vækstlag, digte udspringer af. Åh hvad fanden ... måske jeg tager den ned fra hylden bare engang imellem.
Christian Stokbro Karlsen, Nordjyske
Se også:
http://www.samleren.dk/
http://www.hvedekorn.dk/2_03/2_03-mikkelfossa.html
http://da.wikipedia.org/wiki/Mikkel_Fossmo
http://www.boganmeldelse.com/8763806916
Interview i Jyllands-Posten:
http://jp.dk/kultur/boger/article1206799.ece
Ingen kommentarer:
Send en kommentar